Vinderen af klubmesterskabet 23/24 er fundet!

Klubmesterskabet for sæsonen 23/24 er færdigspillet og traditionen tro blev der spillet i en stor åben gruppe, hvor der i år var 25 spillere tilmeldt, som var inddelt i tre seedningslag af hver 8 spillere. Forhåndsfavoritterne til titlen bestod af et smalt felt bestående af FM Carsten Bank Friis, Michael B. Madsen & Mikkel Vinther Motzkus.

De tre spillere kom da også godt fra land og var helt frem til og med 7. runde på en delt førsteplads med hver 6 point, hvor de indbyrdes ikke havde formået at vinde over hinanden. I 8. runde snublede Carsten så med sort mod den 7. seedede og altid farlige Jenith Easwaralingam, der tilbød remis i en god stilling, hvor Carsten samtidig var presset på tiden, hvilket gjorde det svært at afslå. I samme ombæring måtte Michael med hvid ned mod den 5. seedede Jens Chr. Hansen i et parti, hvor Jens formåede at komme tilbage fra en svær stilling og endte med at tage hele pointet i hus.

Mikkel fik derved muligheden for selv at afgøre det hele i 9. og afsluttende runde, hvor han satte trumf på ved at besejre den 4. seedede Lasse Nielsen. Mikkel sluttede derved på førstepladsen og tog titlen som ny klubmester i Fredericia Skakforening med flotte 8 ud af 9 mulige point! Ud over pokalen, venter der nu Mikkel en simultanforestilling mod klubbens medlemmer ved indgangen af næste sæson!

Turneringen har desuden budt på en del overraskelser, hvor både nye og kendte ansigter har gjort sig bemærket. Særligt har en af klubbens helt nye medlemmer, Tobias Stenfors Thomsen, gjort sig særdeles bemærket ved i de sidste 6 runder at spille sig frem til 5 sejre, hvoriblandt han besejrede den ellers dygtige og rutinerede spiller, Claus Marcussen, i sidste runde. Foruden at vinde nederste seedningslag endte Tobias også med hele 4,75 over forventet og en ratingfremgang på imponerende 382!! Det bliver spændende at følge Tobias fremover, da det kun er ½ år siden, at han spillede sit første turneringsparti!

Det mere kendte ansigt, Henning Jakobsen, har også overrasket positivt, hvor han b.la. har besejret habile skakspillere i Jan Mogensen & Jan Kielstrup, som begge trods nederlaget til Henning, faktisk har spillet en fin turnering. Henning fik i alt scoret 4 point med en forventet score på 1,15, hvilket giver ham en ratingtilvækst på hele 167!!

Desuden har turneringens yngste spiller, Maya Vissing Ulmer, også vist flotte takter, ved at spille sig frem til 4½ point, hvilket resulterede i en ratingtilvækst på 88 point! Det er altid dejligt at se ungdommen vinde frem, og dette resultat tilskrevet med gode præstationer i andre turneringer betyder nu, at Maya på et år er gået fra en startrating på 800 til nu at være meget tæt på de 1600! Det er altså godt gået af det unge talent!  

Der skal derfor lyde et stort tillykke til turneringens vindere, som følger her:

Klubmester:                      Mikkel Vinther Motzkus – 8 point

Nr. 2:                                  FM Carsten Bank Friis – 7½ point

Nr. 3:                                  Michael Bæhring Madsen – 7 point

Seedningslag 2: (Seedning 9-16.)

Nr. 1:                                  Jan Kielstrup – 5 point

Nr. 2-4:                               Claus Marcussen, Jan Mogensen & Carsten Meyer – 4½ point

Seedningslag 3: (Seedning 17-25.)

Nr. 1:                                  Tobias Stenfors Thomsen – 5 point

Nr. 2:                                  Maya Vissing Ulmer – 4½ point

You may also like...