1. div.: Klar udesejr mod Aalborg

Af Esmat Guindy, holdleder

Søndag d. 4. december var der morgenafgang mod Aalborg. I bilerne sad også Mikkel Motzkus, der havde debut på 1. holdet efter afbud fra Bjarne Light. Heldigvis kom vi afsted i god tid, for der var ikke parkeringspladser at finde ved Aalborg Universitet, som er Aalborg Skakforenings hjemmebane. Vi fik dog senere at vide, at vi bare kunne have parkeret i kælderen – en information, vi godt ville have haft inden kampen. Men nu har vi den til sidste runde, hvor vi skal nordpå igen at spille ved fællesafslutningen.

Aalborg havde afbud af deres to udenlandske brætter, der nok enten var taget hjem på en tidlig juleferie eller sad med hovederne over studiebøgerne før en eksamen. Vi sad med hovederne over brætterne, og det så lovende ud de fleste steder. Frank, Dustin og Daniel fik hurtigt bedre stillinger på bræt 2, 3 og 4, mens Adesh fik en knusende stilling på bræt 5, hvor Elenas konge var fanget i midten og hendes udvikling haltede gevaldigt. Det konverterede han sikkert til et point; men i mellemtiden havde John Nyholm snydt Carsten for en bonde i åbningen uden nogen form for kompensation på bræt 6.

Debutanten, Mikkel på bræt 8, brugte i modsætningen til sin modstander rigeligt med tid, og måske var det en god investering, for da røgen lettede efter træk 40, havde han en officer mere og modstanderen gav op. På bræt 2, 3 og 4 var det kun Frank, der måtte afgive point – så vi var godt tilfredse med 4½-½ efter tidnøden.

Tilbage sad Jens Ove, Carsten og undertegnede. Jens Ove havde en bonde mere, men kunne kun komme videre med modstanderens hjælp, mens Carsten stille og roligt blev rullet. Jeg havde en gevinststilling og fandt da også den vindende kombination, hvor jeg ofrede et tårn. Desværre krævede den en præcis trækfølge, og da jeg byttede rundt på to træk, var det pludselig tabt. Efterfølgende spillede modstanderen forkert, så jeg fik chancer igen; men i den anden tidnød smuldrede det hele. I mellemtiden havde Jens Kølbæk spillet forkert mod Jens Ove, så vi tjente lidt ind på gyngerne, hvad vi havde mistet på karrusellen.

Altså 5½-2½ hvilket betyder, at vi overvintrer på en 1. plads i gruppen med 17½ point, to brætpoint og to matchpoint foran vores nærmeste forfølger, Jetsmark.

Se stillingen i 1. division, gr.2 her:

https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=383&teamTourId=79

You may also like...