Stolpe ind
Frem – Fredericia 1 3½-4½
Den afsluttende dobbeltrunde i Hillerød startede med opgøret mod Frem. Inden runden var Frem næsten sikre på at rykke ned, men det afholdt dem ikke fra at stille stærkt op. Vi lå nummer 8 med et matchpoint ned til SK68, der skulle vinde deres kamp mod Nordkalotten for at gøre sig forhåbninger om at blive i ligaen, da søndagens modstandere, Hillerød ville blive en ordentlig mundfuld.
På topbrættet havde Boris hvid mod Allan Stig i noget, der så meget lige ud, men vor mand fik efterhånden opbygget noget initiativ. Jens Ove spillede i vanlig stil ikke som computeren prædikede på bræt 2, men efter åbningsfasen fik han lidt efter lidt opbygget en større og større fordel mod Mads Hansen. På bræt 3 røg Kristoffer Dyrgaard ind i en åbningsforberedelse mod Nikola. Stillingen var nok omkring lige, men mens Kristoffer brændte tid, sparede Nikola tid op og havde undervejs mere tid, end han startede med.
Bjarne var kommet for at spille skak! Og derfor afslog han remis mod Torben Østergreen på 4. bræt velvidende, at han nok stod lidt dårligere. Franks parti brættet under mod Alexander Le Besq var spændende at følge, og jeg var overbevist om, at det skulle Frank nok køre hjem i fin angrebsstil.
På bræt 6 spillede Daniel sort mod Simon Wilbrandt og stod nok en anelse under i noget, der hurtigt blev et slutspil, uden at der dog var grund til bekymring. Adesh kom fint ud af sicilianeren mod Tobias Ilsøe, men efter 16. b4 skulle han til at bekymre sig om både c3 og bonden på c2.
Jeg selv kom med sort ind i en variant i en franskmand mod Michael Agermose, som jeg aldrig har spillet før, og det til trods for, at jeg har spillet fransk hele mit voksne liv. Moskalenko kalder den russisk roulette i sin bog. Og det var det i sandhed. I en stilling med rokade til modsatte farver og bønderne fremme på hver vores fløj, ofrede min modstander friskt en officer, som jeg tog, men valgte at give tilbage igen. Det sidste skulle jeg ikke have gjort, for det var kammeret med kuglen. 1-0 til Frem.
Herefter var der ikke så mange resultater, der gik efter stillingerne undervejs: Boris missede en gevinst mod Allan og partiet endte remis, og det var også resultatet i Adeshs parti. Daniel, derimod fik langsomt, men sikkert en bedre og bedre stilling og vandt efter en ordentlig overseelse fra modstanderens side. 2-2
Efter tidnøden lignede 5-3 et sandsynligt resultat for os: Jens Ove havde to bønder mere, Nikola havde fået dronning og springer mod to tårne, mens Bjarne også havde materiel fordel. Frank, derimod stod desværre klart til tab.
Herefter begyndte det at smuldre: Jens Ove spillede forkert og tog remis i en stilling, der var utrolig svær, men lige. Frank tabte, mens Nikola vandt på instruktiv vis med dronning og springer mod to tårne. Bjarne havde sat sin fordel over styr og spurgte om remis var nok. Det var det, for i mellemtiden havde SK68 tabt deres match, så vi ville være 2 matchpoint foran dem, inden sidste runde. Bjarne afviklede herefter til tårn og springer mod tårn, men vi kommer lige ind i partiet fra et lidt tidligere tidspunkt: