Skak Olympiade 2024 Budapest – del 3
Denne artikel skulle være kommet for et par dage siden, men årsagen kommer længere nede.
I mandags blev det berømte Bermuda party afholdt. Det foregik på Akvarium Club inden i centrum af byen. Her er alle spillere og officials inviteret til at møde hinanden. Og rigtig mange benytter sig af denne mulighed for at få lidt sjov inden tirsdagens fridag.
Jeg har ingen fotos derfra, da jeg mener man er privat der, men der kunne virkelig havde været taget mange. Og det blev der også; alle ville fotograferes med topspillerne, hvilket nok også er årsagen til at kun få helt oppe i verdenseliten er der. Men bl.a. Fabiano Caruana var der, og fik ikke megen fritid ud af det.
Selv mødte jeg Evgeniya Doluhanova, som jo har været med i Fredericia Chess et par gange. Jeg satte mig ved hendes bord – uden at tænke over at samtalen ikke var på engelsk. Det viste sig nemlig at være hele det mandlige Ukraniske landshold + 1 Schweizisk (eks. Ukraine) spillere de øvrige. Så rating gennemsnit har været omkring 2500 – inkl. mig.
På vejen hjem skete så årsagen til det forsinkede skriv. På vej ud af bussen missede jeg et trin, og faldt ned på fortovet og ind i et vejskilt. AV. En overgang frygtede jeg skulderen var brækket, men så galt gik det nu ikke. Men har haft et par dage hvor jeg har måttet hvile, når jeg ikke var dommer.
Ellers er en typisk dag som dommer : stå op kl. 8 til morgenmad. Kl. 12 så en lille frokost, og kl. 12.50 går bussen ud til spillestedet, hvor vi gør klar til næste runde, og holder dommermøde. Derefter har vi “fri” til 20 minutter før runden, dvs. 14.40, hvor vi skal være klar til at modtage dagens hold. Og efter kampen, så forlades vi salen, og kan gøre hvad vi vil.
At komme ind i spillersalen er noget der minder om en lufthavn – der er nemlig metal detektorer m.m. for at forhindre telefoner m.m.
Der er nu kun 1 runde tilbage. Og selv om det er skønt at være her, så melder trætheden sig også. Bliver nu dejligt at komme hjem igen.