Så gik den ikke længere
Efter 4 kampe uden nederlag måtte Fredericias 2. hold i 2. div. indkassere et nederlag på 2,5 – 5,5 mod Skanderborg.
Et lidt ærgerligt et af slagsen, da vi havde chancer til mere på flere brætter. Jens Chr. fik sat et godt angreb ind mod modstanderens kongestilling og fik en klar gevinststilling, som han desværre ikke formåede at vinde, og partiet blev remis. Også Henning stod fint, men satte så en officer i slag og fik et tabt parti. Rasmus, Michael, Lars og Lasse spillede alle sikre remis’er. Søren kæmpede længe i en stort set lige stilling, men langsomt fik modstanderen overtaget og vandt. Frederik, som debuterede i divisionsskak, kom lidt skidt ud af åbningen, tabte en bonde, men stred bravt uden dog at kunne forhindre, at pointet gik til Skanderborg.