Optakt til Fredericia Chess 2016
Så er det i morgen, at det går løs med Fredericia Chess 2016, hvor Fredericia Skakforening for 4. år i træk kan byde på en stærk lukket IM-gruppe. Feltet byder på en masse spændende navne, hvoraf nogle få har været med før.
En af dem, som har været med før, er IM Nikolas Lubbe, som må betragtes som storfavorit i år, hvor han har over 100 mere end ELO end nr. 2 i feltet. Nikolas var også med i 2014, hvor han suverænt vandt turneringen med 8/9 og en rating præstation på imponerende 2701! Senest vandt han i april måned den øverste gruppe i Sondex Cup i Kolding, hvor han bl.a. slog den tidligere danmarksmester GM Allan Stig Rasmussen.
Efter at turneringen de første 3 år har budt på 3 udenlandske sejre, kunne arrangøren ellers godt tænke sig en dansk sejr. Her er IM Jens Ove Fries Nielsen, som spiller for Fredericia, et godt bud. Jens Ove er med for 4. gang, og de sidste 2 gange er han endt på en delt 2. plads. Jens Ove har på det sidste haft en periode, hvor alting ikke lige er gået hans vej, men hvis han rammer hans spil i den kommende uge, kan vi godt regne med en ny topplacering fra Jens Ove.
En anden, som er blandt outsiderne, er FM Jesper Thybo, som i en alder af blot 17 år vandt Kandidatklassen ved DM, hvorved han kvalificerede sig til Landsholdsklassen 2017. Jesper er den 2. seedede i følge ELO-tallene, og det bliver spændende at se, om han kan følge op på successen fra DM.
Trods Jesper kun er 17 år, er han ikke den yngste i år. FM Filip Boe Olsen er nemlig blot 13 år, men trods den unge alder, har han ved flere lejlighed vist, at han hører til i det gode selskab, og vi kommer helt sikkert til at høre mere til ham i fremtiden.
Udover de overstående danskere, har vi yderligere 3 danskere med. FM Kristoffer Dyrgaard kommer som nykårede Fynsmester, imens Kristian Seegert er forsvarende Aarhusmester. Netop Kristian vandt sidste år vores Kandidatgruppe i vores EMT, hvorved han vandt en plads til årets IM-gruppe. Martin Matthiesen har også vist storform i år, hvor han har scoret hans 2. IM norm. Derfor mangler han blot 1 for at færdiggøre hans IM titel.
Udover danskerne, har vi i år 3 tyskere med. Førnævnte Nikolas har taget hans hustru, WGM Melanie Lubbe, med, som vi også havde fornøjelsen af at have med i 2014. Melanie hører til blandt de stærkeste tyske damespillere, og hun var bl.a. med på det tyske kvindehold ved Olympiaden i Tromsø i 2014, hvor Tyskland var tæt på at vinde medalje. Hun har i forvejen 1 IM-norm.
Den sidste tysker er IM Christoph Scheerer, som er et nyt bekendtskab for os, men som også hører til blandt det store midterfelt af outsidere, som skal forsøge at drille favoritten, Nikolas. Det samme kan man sige om FM Anders Livner fra Sverige. Netop Anders får i 1. runde fornøjelsen af Nikolas.
I de sideløbende turneringer har vi modtaget godt med tilmeldinger til både Hurtigskakken torsdag og til EMT’en fredag-søndag. Der er derfor lagt op til en rigtig god skakuge i Fredericia.
1. runde, som starter kl. 18.00 onsdag, kan følges live på nettet, ligesom alle de øvrige kan, men tilskuere er selvfølgelig velkomne på Erritsø Fællesskole, afd. Bygaden, Klynge 5. På skolen vil FM Carsten Bank Friis live kommenterer partierne fra kl. 19.00 af.