Klar sejr mod Esbjerg i 1. runde i 1. division
Af Esmat Guindy, holdleder
Førsteholdet startede sæsonen med at stille fuldtalligt op og vi har fået forstærkning i form af Dustin Müller, en ung stærk spiller fra Kiel. Så nu har vi igen to spillere fra Tyskland.
Brødrene Fries spillede begge – en på hvert hold, og deres partier endte grundet sløjhed hurtigt remis. Jens Ove havde desuden fået smittet Bjarne ugen forinden, så Bjarne, der ellers gerne spiller sine partier ud, spillede også remis. På bræt 6 sad Adesh med det, der lignede et farligt angreb, men Ole Bønneløkke forsvarede sig godt og selvom Adesh kom ud af forviklingerne med en bonde mere, var det en dobbeltbonde i et dobbelt tårnslutspil. Altså også remis og 2-2. Heldigvis så det godt ud på de øvrige brætter: Daniel havde en bonde mere efter åbningen i noget, der formentlig var teori, Carsten havde en stor stilling og jeg havde meget terræn. Vores nye spiller kom også godt fra land ved hurtigt at udligne efter åbningen. Det endte da også med sejr til Daniel, Carsten og undertegnede, mens Dustin måtte slide længe før hele pointet var i hus. Altså en dejlig start på holdsæsonen med en 6-2 sejr.
Da jeg ikke har spillernes noteringslister bliver diagramstillingen fra mit eget parti. Jeg står selvfølgelig bedst, men hvordan vinder man?
Partiet fortsatte: 30.Lxg5 hxg5 31.fxg6 fxg6 32.Tf6 b5 33. Txg6+ Kh8 34.Dd3 Tg8 35.Th6+ Kg7 36.Th7 Kg8 men samtidig opgav sort. Han bliver hurtigt mat efter 37.Df1+