Fredericia Hurtigskak 2015

I går blev den 3. afdeling af Syd Grand Prix spillet i Fredericia. 51 deltagere deltog, heraf 11 skoleskakspillere. En tilbagegang fra sidste år, men stadig et flot deltagerantal!

Turneringens Mestergruppe blev vundet af IM Jens Ove Fries Nielsen, Fredericia, med 6 point ud af 7 mulige. På 2. pladsen et ½ point bagefter endte hans bror, FM Niels Jørgen Fries Nielsen, Esbjerg.

Klasse 1 og 2 var slået sammen, og også i denne gruppe kom vinderen fra Fredericia, da Jonas Nybo Jakobsen vandt med 5½ point af de 7 mulige. På en delt 2. plads med 5 point kom Adesh Easan, Fredericia, og Asbjørn Hovgaard Schack, Haderslev.

Klasse 3 og 4 var også slået sammen, og i den gruppe blev dagens mest suveræne vinder fundet. Jacob Kryger Dyekjær, SK1968, vandt nemlig med 7 af 7! 2. pladsen blev delt mellem Simon L. Hansen, Fredericia, og Martin Møller, Vojens, som begge fik 5 point.

Skoleskakgruppen spillede alle-mod-alle over 11 runder. 2 spillere endte på 9 point, men med bedst korrektion, var det Janosh Easan, Fredericia, som fik den største pokal. 2. pladsen gik til Christian Abild, Haderslev.

 

En stor tak skal lyde til alle deltagerne, samt til alle de hjælpere, som gjorde, at stævnet forløb fuldstændigt problemfrit.

You may also like...