Fornuftig start for 2. holdet i 1. division

Af Mikkel Vinther Motzkus

Divisionsturneringen er i gang igen! Denne gang med en helt ny struktur, hvor der i alt indgår 42 hold, fordelt på 10 hold i landets stærkeste række og 32 hold, fordelt på fire grupper med 8 hold i 1. division.

Fredericia 2 er med i 1. division grp. 3 og med en ratingsnit i gruppen på 2099 i elo er det da også tydeligt, at niveauet er et helt andet end i sidste sæson, hvilket meget vel også betyder, at vi nok også må afvente helt frem til og med sidste runde med at finde ud af om vi er købt eller solgt! Det er nemlig sådan i år, at det er de to dårligst placerede hold i hver gruppe, der rykker ned og med en seedning som nr. 5, hvor det kun er et ratingsnit på sølle 24 point, der adskiller os fra at være seedet som nr. 7, er det klart at vores fokus i første omgang er at klare frisag! Der er i hvert fald lagt op til en tæt og spændende afslutningsrunde i Fredericia den 23.03.2025, hvad angår kampen om at forblive blandt de bedste i dansk klubskak!  

Heldigvis er det sådan for os, at selvom 2. holdet aldrig før har indgået i så stærk en divisionsgruppe som nu, så har holdet heller aldrig været stærkere på papiret! Holdets Ratingsnit ligger nemlig flot på 2059! Dog er det nu engang sådan, at selvom et ratingtal kan indikere et forventeligt billede, så er det på brættet pointene skal hentes hjem! 

I første kamp imod Læseforeningen mødte vi et hold bestående af mange unge talenter! Klubben har også i de forgangene år gjort et stort stykke arbejde i deres ungdomsafdeling, hvilket har båret frugt med mange dygtige unge spillere! – Og det blev på mange måder også ungdommen der afgjorde dagens udfald for Læseforeningen, idet de lykkedes med at spille sig til 3-1, bestående af to sejre og to remis på de brætter, hvor alderen var U. 20.

FM Carsten Bank Friis fik med hvid kæmpet sig til en flot remis imod FM Mikkel Løftgaard på bræt 1, mens Rasmus Østergaard noget lettere holdte en halv imod Villads Sandmann på bræt 3. Imens måtte jeg selv ned imod Simon Bjørk Haarh på bræt 2 i et parti, hvor der i den grad endte med at komme ild i brættet. Simon havde presset i store dele af partiet, men undervejs lykkedes det mig at få udlignet med en kvalitetsovervægt, men hvor Simon vel rimeligt nok kunne siges at have kompensation med aktivt spil. Partiet sluttede på mange måder elegant med et skakkens svar på et saksespark med et tårnoffer, som vises lidt længere nede i artiklen! Jens Chr. Hansen måtte også ned mod Oliver Kaehne Snedker på bræt 6. Heldigvis fik Lars Sørensen (bræt 4), Hans Ulrich Christensen (bræt 5) og vores egen ungdomspiller Frederik Sørensen (på bræt 7) alle hevet et halvt point hjem mod modstandere, som ratingmæssigt var en snært stærkere på de fleste brætter. Kampens eneste sejrsherre for os blev Lasse Nielsen, som sammen med Jens Chr. var tiltrådt som reserve på bræt 8 ovenpå 1. holdets to afbud.

Derfor kom vi fra Odense med et rimeligt fornuftigt resultat, som nogenlunde afspejlede den forventede score i 4½-3½ i Læseforeningens favør.

Simon Bjørk Haarh – Mikkel Vinther Motzkus, Odense, søndag den 3. november, 2024.

Stillingen er fuldstændig lige efter at Simon har spillet 34. Lb1. Sort kan enten spille 34. Le8 eller det mere frække 34. Lf1+. 34. Te7 kunne sikkert også spilles. Det vigtigste er faktisk bare at sort ikke slipper 7. række med tårnet, hvorefter det er svært at komme videre for hvid. Jeg var dog i tidsnød og havde været det i et stykke tid, så jeg fik efter små 25 sekunder spillet det objektivt set irriterende 34. Tc1, hvorefter løberen på b1 har svært ved at forblive i diagonalen b1-h7. Tårnet kan heller ikke slås, da damen er stavnsbundet til f2. Det går bare ikke, da Simon efterfølgende finder det flotte 35. Tg5+!!, hvorefter det hele kollapser. Det er altså et svært træk at finde i tidsnøden, men det er omvendt også det eneste træk som for alvor redder på stillingen. Der følger 35. hxg5, 36. Dxg5+, Kh8, 37. Dh6+, Kg8 og 38. Sf6+, opgivet. Der er mat på h7 efter at dronningen slår springeren. Går kongen til h8 efter 35. Tg5+ er der mat i et par træk efter 36. De5+. Øv, men flot spillet af Simon!

I anden kamp skulle vi afsted til Århus i en kamp imod SK 1968 2. Et hold vi sidste år tabte 5½-2½ til og på papiret var de da også favoritter med 4,6 imod vores 3,4. Vi måtte igen undvære Per Hansen, Michael Bæhring Madsen og denne gang også Carsten Bank Friis, som alle var afsat til en vigtig kamp for 1. holdet i Køge. Til gengæld havde vi dygtige reserver med i form af Esmat Guindy, Jens Chr. Hansen og Mattias Skærved og det var måske slet ikke så dumt endda!                    

Nåh, men for at gøre en lang historie kort kom Rasmus Østergaard på bræt 2 imod Torben Kyhl og jeg selv på bræt 1 imod Torben Steffensen tvivlsomt ud af åbningspillet, og mod folk på +2150 skal der derfra ikke mange unøjagtigheder til før det går galt. Derfor fortjent 2-0 i toppen til SK. Lars Sørensen og Esmat Guindy vandt til gengæld begge i flot stil på bræt 3 og 4, mens Hans Ulrich og Jens Chr. Hansen begge fik kæmpet sig til et halvt point hver på bræt 5 & 6. Frederik Sørensen måtte desværre ned på bræt 7, mens kampens helt store overraskelse tilfaldt Mattias Skærved, som på trods af en forventet score i omegnen af 0,25 vandt med de sorte brikker på bræt 8 over den ellers dygtige mesterspiller Noah Paludan i et parti, som vises nederst i artiklen. Kampen endte derfor 4-4, hvilket er et resultat vi havde været tilfredse med, selv i stærkeste opstilling! Man må derfor i den grad sige, at reserverne har gjort deres indtog på 2. holdet, så helt skidt har det ikke været at 1. holdet har måtte låne 2-3 stamspillere i de første to kampe!

Noah Paludan – Mattias Skærved, Århus, søndag den 17.november, 2024

  1. e4-c6, 2. d4-d5, 3. exd5-cxd5, 4. Sf3-Sf6, 5. Se5-Sbd7, 6. Lb5-e6, 7.0-0-a6, 8. Ld3-Sxe5, 9. dxe5-Sd7, 10. Te1-Lc5, 11. Sd2-0-0, 12. Sf3-f6, 13. exf6-Sxf6, 14. Le3 (se nedenstående diagram).

Frem til og med træk 13 er Mattias fuldt ud med i partiet. Bedst var nok bare at afvikle løberen på e3 med lille hvid fordel. 14. d4 er selvfølgelig en stor fejl, da det taber en bonde. Partiet fortsatte 15. Sxd4-Sd5, 16. Sxe6-Sxe3. (se diagram)

Her kunne partiet have været afsluttet elegant med 17. Lxh7, hvorefter det hele kollapser med opfølgningen i 18. Dh5, men det overså Noah heldigvis, som i stedet fortsatte med 17. Sxd8-Sxd1, 18. Lc4+-Kh8, 19. Texd1-Txf2, 20. Kh1-g6.

Nu er stillingen faktisk fuldstændig i balance, da Mattias har fornuftig kompensation for bonden, primært i form af løberparret i en nu pivåben stilling, mens tårnet på 2. række står fantastisk. 21. Lb3-Kg7, 22.Sxb7-Lxb7, 23. Td7+-Kh6, 24. Txb7-Td8, 25. Tc7-Tdf8, 26. h4?? (se nedenstående diagram)

Selvom hvid inden 26. h4 har to bønder, er stillingen langt fra vundet for hvid. Det er faktisk hamrende svært i et uligefarvet løberslutspil, men uagtet hvad får Mattias fuldt ud udbytte af sit ”fuskertræk” i 25. Tdf8, da h4 taber prompte efter 26. Tf1+, 27. Txf1-Txf1, 28. Kh2 med Ld6+ og tårngevinst til følge. Derfor også opgivet. Så selvom der var fejl undervejs og med rette fra begge sider, greb Mattias sin chance, da den bød sig, så stort tillykke med en flot skalp, hvilket til syvende og sidst kan ende med at blive et meget afgørende point, når regnskabet skal gøres op!

You may also like...