Bymesterskabet 2024

Bymesterskabet 2024 er færdigspillet med et kandidatresultat til vinderen af øverste gruppe!
Traditionen tro har Fredericia Skakforening afholdt sin årlige Byturnering, som løber hen over opstarten på sæsonen med en 5-runders ”alle-mod-alle” turnering. I år var der i alt 22 spillere med fordelt i tre grupper a´ seks spillere i de to øverste og en åben gruppe med ti spillere i den nederste.
I Mesterklassen kom FM Carsten Bank Friis (til venstre i billedet) & Mikkel Vinther Motzkus (til højre i billedet) bedst fra start, som begge lå med 2½ point efter de første tre spillerunder, hvori det halve point lå i deres indbyrdes opgør.
I fjerde runde måtte Carsten så afgive ½ point mere til Per Hansen, hvilket Mikkel udnyttede til at spille sig alene i front med en sejr over Allan Hye. Mikkel kunne derfor i 5. og sidste runde selv afgøre tingene, hvilket på trods af vanskeligheder undervejs, dog til sidst lykkedes med en sejr over klubbens unge talent Frederik Sørensen.
Med i alt 4½ point ud af de 5 mulige og en ratingpræstation på 2398, kunne Mikkel derfor ikke alene kalde sig Bymester i sæsonen 2024, men også lade sig hylde med et kandidatresultat, hvilket giver ham en adgangsbillet til Kandidatklassen ved Danmarksmesterskabet i påsken 2025! Stort tillykke herfra.
Carsten sikrede sig en flot 2. plads med i alt 4 point, idet han efter et langt og ellers lige parti endte med at besejre Jens Chr. Hansen i sidste spillerunde.
I Basis 1 fik Henning Brøgger Jensen en rigtig god start med 2½ point ud af tre mulige, stærkt efterfulgt af Jenith Easwaralingham med 2 point i de første tre runder. Henning kunne dog ikke fastholde sit forspring, da han i 4. runde måtte afgive ½ mere point til Lasse Nielsen, hvilket Jenith udnyttede ved at spille sig op på siden af Henning med en sejr over Brian Michael Hamann, hvorefter begge spillere lå med 3 point. Der var derfor også spænding inden 5. og sidste spillerunde, hvor Jenith og Henning dog begge fortsatte i flot stil, hvilket resulterede i flotte 4 point til dem hver og dermed en delt 1.-2. plads.

Basis 2 blev suverænt vundet af Carsten Meyer (til højre i billedet), der leverede flotte 4½ point og en føring fra start til slut. 2. pladsen gik til Arne Bech Madsen (til venstre i billedet), der ellers efter en svær start med et nederlag til Carsten Wagner Sørensen i 1. spillerunde, dog alligevel kom stærkt igen og sluttede på 3½ point, et halvt point foran Jon Thuesen og Mogens Kappelgaard.
Stort tillykke til alle vinderne!
Alle resultaterne fra turneringen kan ses her: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29010