Rolig tyvstart på sæsonen
Det ny skakår blev skudt igang mandag d. 8. august, og de næste 3 mandage i måneden vil der også være uforpligtende skak, inden byturneringen begynder i september. Aftenen blev brugt til afvikling af en simultanturnering. Det er tradition, at klubmesteren giver en simultan-forestilling, hvor han spiller mod alle de af klubbens medlemmer, som har lyst til at være med.
Således også i aftes. Fremmødet var ikke imponerende; men det er også meget tidligt på sæsonen. Nogle nyder stadig ferien udenbys. Mester Adesh spillede mod 13 fremmødte; der blev på uret givet 1 time til hver part. Klubmesteren fik sin sag for, idet der var 5 mesterspillere ratet 2000+ i feltet. Ikke uventet fik disse alle spillet gevinststillinger frem; dog kludrede Michael Madsen helt urimeligt i det og gik selv mat i det allersidste parti!
Et andet bemærkelsesværdigt resultat var gevinsten ved den ny unge mand, August (f. 2009) – se “forsidebilledet”. Han har som den eneste noteret sit parti, og det er værd at bringe, så det gør vi:
Hvid: August; Sort: Adesh
1.d4,Sf6 2.c4,e6 3.Sf3,Lb4ⴕ 4.Ld2,a5 5.g3,b6 6.Lg2,Lb7 7.0-0,0-0 8.a3,Le7 9.Sc3,Se4 10.Dc2,Sxc3 11.Lxc3,f5 12.Se5,Lxg2 13.Kxg2,Dc8 14.e4,Db7 15.d5,d6 16.Sf3.exd5(?) begyndelsen på Sorts problemer; 16.-,fxe4 var bedre 17.exd5,c6 18.Tfe1,cxd5 19.cxd5,Sa6 20.De2,Lf6? koster en vigtig centrumsbonde 20.-,Tf7 var bedre 21.De6ⴕ,Kh8 22.Dxd6,Lxc3 23.bxc3,Tfd8 24.Dc6,Dxc6 25.dxc6,Td6(?) bedre var nok at blokere den hvide fribonde med Sc7 26.Sd4,Sc5 27.Te7,g6 28.Tae1 et logisk træk: tårndobling i åben linje er altid farligt for modspilleren; men endnu stærkere var her 28.Tb1, som lægger stærkt pres på b6 samtidig med, at fribonden bliver vanskelig at standse; f.eks. 28.-,Tb8 29.Txb6!,Txb6 30.c7; bonden kan kun standses ved blodsudgydelse på c6, og Hvid vinder med stærkt tårn mod kortbenet springer 28.-,Se4 29.f3,Sf6 30.T1e6,Txe6 31.Txe6,Sd5 32.Sb5,Tc8 33.Td6,Sc7? F.eks. 33.-,Se3ⴕ holdt lidt længere; men det er kosmetik 34.Sxc7,Txc7 Her var tiden så fremskreden, at der ikke var overskud til yderligere notater. Hvid vinder let efter f.eks. 35.Te8ⴕ, Kg7 36.Te7ⴕ o.s.v.; resultat: 1-0.
Et nydeligt spillet parti af det unge håb. Man bemærker det fornuftige og stort set fejlfri positionsspil. Ellers er vilkårene for simultan-spilleren ret urimelige, og man skal regne med, at hans/hendes spillestyrke er væsentligt reduceret – måske svarende til 2-3 klasser eller ca. 500 rating-points. Simultanspilleren har i gennemsnit nogle sekunder til at overveje hvert træk, mens modstanderne hver har et eller flere minutter. På den baggrund klarede Adesh sig faktisk pænt med 6 gevinster, 2 remis’er og 5 nederlag. Samlet resultat blev i nogenlunde kronologisk rækkefølge:
Vindere: Niels Nybo, Johnny Harboe, Mikkel Motzkus, Carsten Bank og August Hansen
Remis opnåede: Carsten Wagner og Claus Marcussen
Taberne: Jan Skov, Christian Lyager, Mattias Skærved, Henning Jakobsen, Lasse Nielsen og Michael Madsen