Referat 1. runde
Det første parti, som var færdigt, var opgøret mellem Kim Skaaning-Pedersen og FM Jakob Aabling-Thomsen. Åbningen bød på et ganske spændende angreb af Kim, som med de hvide brikker var i stand til at vinde 2 bønder. Umiddelbart efter tilbød Kim dog remis, hvilket Jakob tog i mod. I analysen bagefter blev der snakket om, at den ene af de to bønder formentligt ville kunne vindes tilbage. Det kunne have været et spændende parti at følge videre, men remisen i 10 træk sikrer, at begge kom på tavlen.
Det næste parti, som var færdigt, varede 4 træk længere, nemlig 14 træk. Dette var nok til, at ratingfavoritten, GM Milos Pavlovic, havde slået den anden GM’er, Heikki Westerinen. Milos fik nemlig tvunget Heikki til at ofre en løber for en bonde. Uden den store kompensation for dette, opgav Heikki få træk efter.
FM Carsten Bank Friis, som til daglig er B-medlem i Fredericia Skakforening, må betegnes som den lokale helt. Han kom dog ud i noget af et stormvejr med de sorte brikker mod FM Björn Andersson i et af rundens bedste partier. Björn fik efter åbningen etableret et fint pres mod Carstens stilling og via fint angrebsspil, fik Björn presset Carstens konge midt ud på brættet, hvor Carsten endte med at opgive.
FM Igor Teplyi, som jagter sin tredje IM-norm, havde i dag de sorte brikker mod IM Jens Ove Fries Nielsen. Omkring træk 20 valgte Jens Ove at give en kvalitet væk, hvilket der, ifølge ham selv, skulle være kompensation for. Omkring tidsnøden valgte Igor også at give kvaliteten tilbage igen, hvorefter det endte i et tårnslutspil, hvor begge parter stillede sig tilfredse med remis.
I dagens sidste parti var der lagt op til et spændende opgør, da den 3. seedede Silas Lund skulle møde den 2. seedede Thorsten Haub. Partiet endte som dagens længste, da der først efter 53 træk blev taget remis i en ret lukket stilling. Før dette blev en realitet, havde et meget positionelt spil udspillet sig. Umiddelbart virkede det som om, at Silas havde mest angreb, men han kom aldrig for alvor gennem Thorstens stilling.