6. og 7. runde – Klar tysk føring


6. runde:

Runden startede lettere komisk. Vinduerne står meget åbent i spillelokalerne pga. varmen, men det var ikke så hensigtsmæssigt i dag, da vi hurtigt fandt ud af, at der var den årlige garderfestival i byen. Derfor blev vinduerne hurtigt lukket i, så der igen var ro i lokalet.

I top opgøret mellem Igor Teplyi og Nikolas Lubbe fik Igor en lille fordel ud af åbningen. Fordelen var dog ikke stor nok til, at der kunne drages nytte af den, hvorfor de 2 spillere enedes om remis.

I opgøret mellem de to normkandidater, Mads Hansen og Jacob Carstensen, var det Jacob, som stak af med pointet. Mads fik lavet nogle knap så gode træk, som langsomt gav Jacob mere og mere initiativ, hvilket til sidst førte til et ustoppeligt angreb fra Jacobs side. Jacob havde derfor 2. pladsen efter 6. runde med kun 1 point op til Nikolas Lubbe.

Vores lokale spiller, Carsten Bank Friis, måtte desværre endnu engang ned. Han mødte Jens Ove Fries Nielsen, som virkelig ser ud til at have fundet formen igen. Jens Ove forberede stille og roligt sin stilling, indtil han satte et flot og afgørende angreb ind. Jens Ove bragte sig derfor op på en delt 3. plads.

Attila Gergacz bragte sig også op på 3. pladsen via en sejr over Melanie Ohme. Attila valgte tidligt at give en kvalitet for noget angrebsspil, men angrebet så ikke helt optimalt ud. Melanie lavede dog et par fejl, og efter disse fejl, fik Attila let ført sit angreb i gennem og endte ud med pointet.

Niels Jørgen Fries Nielsen måtte efter 5 remisser ned med nakken, da han tabte til Jwan Bakr. I et ellers lige slutspil gik Niels Jørgen galt i byen, hvorefter Jwan sikkert tog pointet.

7. runde

I 7. runde fik vi to relativt korte remiser i hhv. 19 og 20 træk. Efter 19 træk blev Niels Jørgen Fries Nielsen og Mads Hansen enig om remis. Der var ikke sket det helt store, og da de var ved at have byttet brikker af til et lige slutspil var en remis oplagt.

Vores sidste normkandidat, Jacob Carstensen, manglede inden runden 2 point i de sidste 3 runder. I denne runde havde han hvid mod Igor og efter 20 træk, tog de remis. Efter en meget positionel åbning, endte parterne med at opnå samme stilling 3 gange, hvilket betød et halvt point til hver af dem.

I de 3 resterende partier blev der til gengæld gået til den, og det var først efter 4½ time, at der begyndte at falde afgørelser. Melanie Ohme var ude i et langt parti mod Jwan Bakr, hvor syreren lavede et lidt tvivlsomt offer. Dette udnyttede den kvindelig tyske stormester til fulde og tog pointet.

Kort efter blev næste parti færdig. Carsten Bank Friis fra Fredericia fik nemlig endelig fuldt udbytte, da han slog Attila Gergacz.  I et lige slutspil satsede Attila hele butikken for at vinde, men planen mislykkedes, og så kunne Carsten ellers lade sig notere for en sejr.

Sidste parti færdigt var top opgøret mellem Nikolas Lubbe og Jens Ove Fries Nielsen. Umiddelbart stod Nikolas lidt over hele partiet, men det var stadig forholdsvis lige indtil slutspillet, hvor Jens Ove dummede sig, og så kørte Nikolas sikkert pointet hjem. 

Inden de 2 sidste runde fører Nikolas Lubbe med 6 point. 2. pladsen har Jacob Carstensen med 4½ point, imens Igor Teplyi er nummer 3 med 4 point. Og i 8. runde mødes Nikolas Lubbe og Jacob Carstensen. Får Nikolas point her, er han sikker på at vinde turneringen, imens en sejr til Jacob kan åbne topkampen inden 9. runde.

Jacob Carstensen er også eneste spiller, som stadig kan score en IM-norm. Han skal lave 1½ point i søndagens 2 partier, hvor han udover at møde Nikolas Lubbe, også skal møde Jens Ove Fries Nielsen. Det virker som en svær mission, men ikke helt umulig.

You may also like...