Skak på Island
Hvorfor begynder man at spille skak?
Det spørger jeg Einar Dagur Brynjarsson og Gudrun Fanney Briem om, der sidder og spiller i analyselokalet. De er begge i turneringens yngste gruppe, Gruppe E for født i 2009 eller senere. Og så er de fra Island. De er ikke så gode til dansk endnu, men vi kan tale engelsk, for det taler man jo på YouTube.
Gudrun på 9 år har lært det hjemme. Hun har to ældre brødre, der spiller skak, og også er med i turneringen. For Einar på 10 var det lidt mere tilfældigt. Han spiller fodbold, og stod en dag efter endt træning og ventede på at blive hentet. Han gik ind i en bygning, hvor han havde set en han kendte, og der spillede de altså skak. Så begyndte han på det. Ellers er der faktisk ingen, der spiller i hans familie.
Hvad er så det sjoveste ved skak?
Jo, fortæller Einar, det bedste er, at det er sådan en rolig sport. Han spiller jo stadig fodbold, og der er så meget ”action”. Så er det rart at komme hjem, og kunne slappe af med skakken. Gudrun kan godt lide, at man skal tænke så meget. Og det bedste er, når hun får undervisning i pigegruppen. Der er mere tid til den enkelte der. Det kan hun godt lide.
Og hvordan er det så gået dem her i turneringen?
Da jeg taler med dem, har de lige spillet 4. runde. Gudrun har vundet to spil, det er hun meget godt tilfreds med. Einar har kun vundet en enkelt gang. Han er ikke helt så tilfreds. ”I should have won more!”, siger han. Sådan kan det også siges. Og sådan er der nok også mange, der har det til sådan en turnering. Men så længe man nyder at slappe af med skak, går det nok ikke helt galt.