Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling Mandag den 3. oktober kl. 19.00.

Baggrunden for den ekstraordinære generalforsamling er, at der på generalforsamlingen den 2. maj 2011 blev vedtaget et forslag om, at klubmestertitlen kun kan opnås af et A-medlem. Forslaget blev vedtaget med 13 stemmer for og 4 imod. Begrundelsen for forslaget havde følgende ordlyd:

"Vi har igennem et stykke tid været lidt uforstående over, at B-medlemmer kan blive kåret til klubmester i Fredericia Skakforening til trods for, at de repræsenterer en anden klub både i holdskak, og når de deltager i udenbys turneringer.

Vi har derfor undersøgt sagen lidt nærmere for at se, hvad andre klubber siger til denne sag. Her fandt vi ud af, at der 2 år i træk har været et B-medlem, som har vundet den øverste gruppe i Springerens klubmesterskab, men han er ingen af årene blevet kåret som klubmester, da denne titel kun kan tilfalde et A-medlem. Ligeledes står det i indbydelsen til Læseforeningens Klubmesterskab, at titlen kun kan vindes af et A-medlem. Dette skulle ligeledes være kutyme i Evans Skakklub.

Det virker i øvrigt også meget rimeligt, at man kun kan blive klubmester, der hvor man er A-medlem, da dette bevirker, at man kun kan være klubmester i en enkelt klub, hvilket vel er meget logisk.

Derfor vil vi gerne foreslå, at det fremover ikke er muligt for B-medlemmer at blive kåret som klubmester i Fredericia Skakforening. B-medlemmer skal selvfølgelig stadig have lov at deltage og vinde præmier, men pokalen og titlen, som klubmester, kan kun vindes af et A-medlem."

Nu viser det sig imidlertid, at man kan være A-medlem i flere klubber, hvilket forslagsstillerne ikke var klar over.

Vi foreslår derfor, at generalforsamlingsbeslutningen ophæves, da den ikke opfylder det tilsigtede formål.

Derimod må man kun spille holdskak for en klub, altså kun stå på styrkelisten for en klub.

Derfor ønsker vi i stedet, at generalforsamlingen tager stilling til følgende forslag:

"Klubmestertitlen kan kun opnås af en person, der står på klubbens styrkeliste."

Mvh. bestyrelsen