Skak OL: Syvkamp – Carsten Bank Friis tog endnu en guldmedalje

Mandag d. 19. august blev det 4. Skak OL i Fredericia Skakforening skudt i gang. Dette skete med en åbningsceremoni, hvor det officielle logo (genereret af kunstig intelligens) blev præsenteret, den officielle sang (genereret af kunstig intelligens) blev spillet, og den olympiske flamme blev tændt af den store olympiske legende, Carsten Bank Friis.

16 spillere var mødt op til aftenens disciplin, og det var et stærkt felt, må man sige, idet 10 af spillerne har over 1900 i rating! Ratingfavoritten var Adesh Easwaralingam, men den tredobbelte vinder fra 2012, 2016 og 2021, Carsten Bank Friis, måtte også regnes som favorit qua hans tidligere præstationer i denne disciplin.

1. runde bød på Fischer random, hvor brikkerne på bagerste række bliver placeret ved lodtrækning. Dette gør, at man fra start af spillet er helt på bar bund, idet alt åbningsteori kan smides i skraldespanden. Runden bød på nogle store brag fra start af, idet Adesh og Mikkel Motzkus mødte hinanden, imens Michael B. Madsen og Niels Nybo Jakobsen også havde trukket hinanden. I de to opgør var det Adesh og Michael, som vandt.

2. runde bød på 5 træks reglen, hvor hver spiller trækker en seddel med en regel, som de skal overholde indenfor de første 5 træk. Dette kunne fx være “Mindst 3 af de første 5 træk skal være bondetræk” eller “Du må ikke rykke dine springere i de første 4 træk”. Runden bød på et tidligt favoritbrag, idet Carsten slog Adesh. Efter runden var der 4 spillere tilbage på maksimumpoint: Lasse Nielsen, Johnni Marcussen, Carsten Bank Friis og Jens Chr. Hansen.

I 3. runde stod der “Forsinkelse” på programmet. Her blev der ændret på tiden, således den såkaldte “Bronstein” tid blev brugt. Her kan der IKKE optjenes ekstra tid, men hvis man rykker indenfor de første 5 sekunder, mister man heller ikke noget tid. Den nye tidskontrol gjorde deltagerne mere forvirrede, end den gavnede, og nogle var unødvendigt bange for tiden i denne runde. I toppen slog Johnni Lasse, imens Carsten slog Jens Chr.

I 4. runde var det en kombinationsdisciplin, som var på programmet. Fischer random blev nemlig kombineret med Tidshandicap, og i de mest ubalancerede partier sad den ene part kun med 4 minutter på uret mod modstanderens 12 minutter. I toppen var Carsten dog ligeglad med, at han havde lidt mindre tid, idet han vandt topopgøret mod Johnni.

5. runde bød på Tidshandicap igen, men denne gang med almindelig skak på menuen. Carsten fortsatte ufortrødent og sikrede sin 5. sejr i træk. Topstillingen var efter runden, således Carsten førte med 15 point (3 for sejr og 1 for remis), Mikkel var nr. 2 med 12 point, Adesh var nr. 3 med 10 point, inden tre spillere fulgte på den delt 4. plads med 9 point: Johnni, Lasse og Jens Chr.

Da tidsplanen var skredet en del, blev det besluttet at gøre syvkampen til en sekskamp, således 6. runde blev sidste runde. Der blev herefter foretaget en lodtrækning omkring, hvorvidt vi skulle spille Kykskak eller Temaåbning. Kykskak vandt, og derfor ventede et spil skak, hvor springeren bevægede sig som løbere, imens løberne bevægede sig som springere. Det var forvirrende!

Og netop forvirring var det, som afgjorde topbraget mellem Carsten og Mikkel. Carsten lavede nemlig et ulovligt træk i midtspillet pga. de anderledes regler for springerne og løberne, hvilket kostede partiet. Dermed lå Carsten og Mikkel nu begge to på 15 point! På næste bræt vandt Johnni over Adesh i et spændende slutspil, hvor Johnnis to løbere (som bevægede sig som springere) gjorde mange beregninger indviklet. Da Jens Chr. samtidig tabte, og Lasse spillede remis, endte Johnni som ene mand på 12 point.

Aftenen sluttede med en korrektionsberegning, og her blev Mikkels 1. runde nederlag nok udslagsgivende for, at han var lidt dårligere end Carsten på korrektion. Derfor tog Carsten guldet, hvilket var hans 7. guld og 9. medalje gennem tiden! Mikkel vandt sølv, hvilket var hans 1. OL medalje, imens Johnni tog bronzen, hvilket var hans 2. medalje gennem tiden.

Næste gang står den på OLs kongedisciplin, nemlig Lynskak.

You may also like...